England - fredag den 03. juli 2009


Fra Loweswater til Keswick

Tilbage

Dagens distance: 2,4 km.
Dagens samlede stigning: blev ikke målt

Endnu en varm nat. Selv med begge vinduer åbne. Solen var fremme, men der var også et slør på himlen, så den havde ikke fuld magt. Måske et omslag på vej?

Kirkstile Inn serverede en fin fin morgenmad. Der var hjemmelavet müsli, yughurt og en større variation på menukortet – og ikke ”kun” english breakfast.

Vi betalte regningen. Vi havde spist og drukket for samlet 81 pund. Det virkede absolut ikke vildt.

Jan var ikke helt sikker på, om hans knæ ville gå tur i dag. Måske ville han også tage bussen. Jeg havde sovet på det og overvejede i stedet at gå. Men jeg var overbevist om, at det var en god beslutning, jeg traf i aftes om at tage bussen, så det burde jeg holde ved.

Vi gik derfor ned af vejen, for at fange bussen. Der var åbenbart kun denne ene afgang fra Buttermere til Cockermouth, så det gjaldt om at være klar på landevejen, når den kom.

Gåturen til bussen overbeviste Jan om, at han ikke skulle gå nogen tur i dag. Jørn overvejede at gå dagens strækning selv, men vejrudsigten sagde regn det meste af dagen, så vi endte alle med at tage bussen.

På Kirkstile Inn havde receptionisten lavet lidt research og vi skulle som sagt med til Cockermouth, hvorfra vi kunne tage en anden bus til Keswick, som var dagens destination. Vi havde nået at ændre vores planer, så vi i Cockermouth kunne gøre et holdt og besøge Jennings bryggeriet, inden vi fortsatte til Keswick.

Bussen kom også og vi hoppede ombord. Jan betalte, mens vi andre fik os båset med rygsækkene. Jan råbte ned gennem bussen til os: ”Den går ikke til Cockermouth men til Keswick”. Jørn svarede, til de øvrige passagerers morskab: ”Take us anywhere!”

Knap en halv time senere, var vi i Keswick, der viste sig at være en større by. Her var masser af outdoor butikker.

Ved hjælp af Jørns uundværlige GPS, fandt vi frem til YHA Keswick, hvor vi fik lov at stille vores bagage.

Ned i byen igen, for at få lidt frokost og en god øl. Frokosten blev turens første fish and chips. Fisken hed Haddock (kuller) ligesom kaptajnen i Tintin.

Resten af dagen gik med ren afslapning, hvor Jørn og Jan slappede gevaldigt af, mens jeg kiggede lidt på byen og fik skrevet postkort.

Aftensmaden blev indtaget på en thailandsk restaurant, beliggende i byens hovedgade. Det var Jørns debut på thairestarant – og han kunne lide det. Aftenen sluttede af på vores ”stampub” med et par gode pints of Sneck Liftere.

Alle var trætte, da vi kom tilbage til hostellet. Det havde regnet det meste af eftermiddagen, så vi var heldige, at vi havde taget bussen.

1
2
3
4